Første spadestik markerede DADES nye rejse

19. oktober 2016

DADES og DATEA var med, da det første spadestik til 90 familieboliger blev taget i Hillerød.

Maskinerne var allerede kørt i stilling, og det første hul gravet, da DADES og HHM Ejendomme tirsdag den 18. oktober fejrede første spadestik på Slangerupgade i Hillerød. Nu går første etape af byggeriet af 90 familievenlige lejeboliger for alvor i gang.



Trods lidt råkoldt vejr og efterårsferie var flere repræsentanter fra Hillerød kommune, tømrere, journalister og byggeteknikere mødt op. Jacob Mortensen, direktør i HHM Ejendomme, bød velkommen.
”Vi kender Hillerød og har allerede bygget på nabogrunden. Nu glæder vi os til at kunne gennemføre projektet med en professionel investor som DADES i ryggen”, sagde han.

Større fokus på boliger
DADES har ikke tidligere investeret i ejendomme i Hillerød, ligesom det også er nyt for DADES at investere i boliger.


 

”Dette første spadestik markerer den fysiske start på DADES investeringsstrategi med større fokus på boliger. Slangerupgade er et af vores første boligprojekter på vores nye rejse, hvor vi over de kommende år skal investere massivt og udbygge vores ejendomsportefølje med mange gode familieboliger”, sagde Bjarne Erik Sørensen, projektudviklingschef i DADES, i sin tale.

Han takkede samtidig HHM Ejendomme, HHM a/s og kommunen.

”Mange tak til Hillerød komme for, at I er en dygtig medspiller i processen omkring udviklingen af området. Jeg er sikker på, at boligerne her i Slangerupgade også vil bidrage til den fremtidige positive udvikling i kommunen”, sagde Bjarne Erik Sørensen.

Hillerød kommune: Vi er glade!
Hillerøds borgmester Dorte Meldgaard (K) glædede sig over, at der nu kommer til at ligge boliger på den erhvervsgrund, der har ligget hen siden 2007. Hun ser frem til de mange boliger i forskellig størrelse til forskellige målgrupper.

”Vi vil rigtig gerne have forskellige slags boliger, fordi vi gerne vil være en by og en kommune, hvor mange forskellige slags mennesker har mulighed for at bo: Den unge studerende, børnefamilien, dem der flytter ud af storbyen og dem, der bliver ældre. Lige her er det ret oplagt at bygge nyt med den gode placering,” sagde hun.

Hun hilste samtidig DADES’ velkommen.

”DADES, I er nye i Hillerød. Vi håber, at I bliver glade, og vi er i hvert fald allerede glade for jer. Så vi glæder os til, at boligerne begynder at skyde op og følge udviklingen. Det er et rigtig spændende projekt”, sagde hun.

Efter talerne kunne Dorthe Meldgaard og Bjarne Erik Sørensen tage det første spadestik.

Efter planen er boligerne indflytningsklar i efteråret 2017.

Læs Frederiksborgs Amts Avis historie om spadestikket

Læs flere nyheder fra DADES

DADES.dk bruger cookies

Vi bruger cookies på DADES.dk til blandet andet at indsamle statistik.

Du kan altid slette gemte cookies ved at anvende de avancerede indstillinger i din browser.

Acceptér alle cookies