500.000 flere kunder til butikscentret Waterfront

9. februar 2018

Butikscentret Waterfront i Hellerup havde i 2017 en markant vækst i forhold til året før. DADES oplever generelt fremgang i sine 12 butikscentre på baggrund af strategi om at give kunderne flere oplevelser og et større udbud af spisesteder.

En klar og målrettet strategi om at tilbyde kunderne et større udbud af cafeer, restauranter og oplevelser resulterer i stor fremgang for butikscentret Waterfront i Hellerup. Butikscentret, der ejes af DADES, havde i 2017 en halv million flere kunder end året før, hvilket svarer til en vækst på hele 32 procent.

DADES ejer Danmarks næststørste portefølje af butikscentre med i alt 12 centre placeret i og omkring København samt en række jyske handelsbyer. 90 procent af indtægterne kommer fra butikscentrene i Storkøbenhavn og Roskilde – en region, der oplever betydelig vækst.

”De seneste år har vi arbejdet målrettet med at udvikle Waterfront og vores andre butikscentre ved at øge udbuddet af spisesteder og andre tilbud, der giver kunderne oplevelser i forbindelse med indkøb i centrene. Den strategi har vi stor succes med, og i 2017 kunne vi for tredje år i træk notere en generel fremgang i centrene – både målt på indtjening og antallet af kunder,” siger adm. direktør Boris Nørgaard Kjeldsen, DADES.

 

 

God beliggenhed er afgørende
De DADES-ejede butikscentre nyder alle godt af at have en central beliggenhed i eller omkring større byer med et betydeligt kundegrundlag og deraf stor efterspørgsel efter de rigtige butikker, oplevelser og nye tiltag.

”God beliggenhed og løbende udvikling af centrene er afgørende for, at vi de seneste år er lykkedes med at tiltrække de rigtige koncepter til vores centre og derved sikre attraktionsværdien. Koncepterne omfatter såvel udvalgsvarebutikker som bespisningskoncepter, som kunderne i stigende grad efterspørger,” siger Boris Nørgaard Kjeldsen.

DADES, der ejes af Novo Holdings, Danielsens Fonden og Tryghedsgruppen, er for tiden i kontakt med udvalgte investorer med henblik på at finde en partner til sin portefølje af butikscentre, på samme vis som Danica sidste år solgte halvdelen af sin portefølje af butikscentre i Danmark til ATP. ”Butikscentre er en vigtig del af vores vækststrategi og for at styrke den del af forretningen er vi på udkig efter en investor, som vi kan indgå et strategisk partnerskab med. Vi ser fortsat mange spændende muligheder for at ekspandere og udvikle vores butikscentre,” siger Boris Nørgaard Kjeldsen.

DADES 12 butikscentre – samlet set mere end 350.000 kvadratmeter – tiltrækker årligt over 40 millioner kunder.

Kontakt
Boris Nørgaard Kjeldsen
Adm. direktør, DADES
Tlf.: +45 40 20 60 00

Fakta om DADES
DADES hører til blandt Danmarks største private ejendomsinvesteringsselskaber med en portefølje pr. 30. juni 2017 på cirka 1 mio. kvadratmeter til en værdi af 20,3 mia. kr. Porteføljen består primært af velbeliggende erhvervsejendomme og butikscentre, samt attraktive boligejendomme. Læs mere her på siden.

Læs flere pressemeddelelser fra DADES

DADES.dk bruger cookies

Vi bruger cookies på DADES.dk til blandet andet at indsamle statistik.

Du kan altid slette gemte cookies ved at anvende de avancerede indstillinger i din browser.

Acceptér alle cookies