DADES sætter gang i byggeriet af 184 nye lejeboliger i Gladsaxe

31. januar 2018

Tidligere møbelfabrik omdannes til spændende byområde med familieboliger, butikker og cafeer.

Ejendomsselskabet DADES går nu i gang med at opføre 184 nye lejeboliger på den grund, som tidligere husede Søborg Møbelfabrik i Gladsaxe. Hovedparten af de gamle fabriksbygninger er revet ned, mens den oprindelige hovedbygning er bevaret. Den bliver nænsomt moderniseret og indrettes til erhvervslejemål for mindre virksomheder, butikker og cafeer i tilknytning til det nye boligområde.

De i alt 19.000 m² nye boligejendomme opføres i 4-8 etager og kommer til at rumme lejligheder fra 75-120 m² samt enkelte penthouselejligheder på 140 m². Alle lejligheder får altan eller terrasse, og bygningerne samles omkring et stort grønt fællesareal. Der etableres endvidere parkeringspladser i forbindelse med byggeriet.

Møbelfabrikken bliver et nyt, attraktivt område i Gladsaxe med både bolig og erhverv. Vi glæder os til at komme i gang med byggeriet, der ligger helt i tråd med vores strategi om at opføre flere familievenlige boliger i Storkøbenhavn og udvalgte byer,” siger Boris Nørgaard Kjeldsen, adm. direktør i DADES.

 

 

DADES har indgået kontrakt med HHM A/S, som skal stå for byggeriet af de nye boliger.
DADES samarbejder i forvejen med HHM om et boligprojekt i Hillerød.

HHM A/S ser meget frem til endnu engang at samarbejde med DADES om opførelsen af boliger – denne gang vores største sag med 184 boliger på Møbelfabrikken. Vi er rigtig glade for, at DADES har valgt en byggeproces, hvor entreprenøren inddrages tidligt i processen. Når arkitekten, ingeniørens og entreprenørens kompetencer inddrages fra projekteringsstart, kan der projekteres og bygges løsninger, der er optimale i forhold til kvalitet og økonomi.
Resultatet af denne proces sikrer både bygbarhed og et godt arbejdsmiljø, og det betyder, at forudsætninger og aktiviteter på byggepladsen er gennemtænkte og uden hovsa-løsninger,
” fortæller Svend Pedersen, adm. direktør i HHM A/S.

Erhvervsarealerne ventes klar til udlejning i starten af 2019, mens de nye boliger er færdigbyggede og klar til udlejning i foråret 2020. Newsec Datea kommer til at stå for udlejningen af både boliger og erhvervslokaler. 

Kontakt
Boris Nørgaard Kjeldsen
Adm. direktør i DADES
Tlf.: +45 40 20 60 00

Svend Pedersen
Adm. direktør i HHM
Tlf.: +45 22 70 70 11

DADES hører til blandt Danmarks største private ejendomsinvesteringsselskaber med en portefølje pr. 30. juni 2017 på cirka 1 mio. kvadratmeter til en værdi af 20,3 mia. kr. Porteføljen består primært af velbeliggende erhvervsejendomme og butikscentre, samt attraktive boligejendomme. Læs mere om DADES her på siden.

HHM A/S er en af Nordsjællands førende entreprenørvirksomheder med 220 medarbejdere og en årlig omsætning på over en halv milliard kr. Kernekompetencerne omfatter: Total- og hovedentrepriser, arkitekttegnede enfamiliehuse og jord-, beton- og kloakarbejder. HHM startede i 1969, er arbejdsmiljøcertificerede og har en høj andel af egenproduktion.
Læs mere om HHM på www.hhm.dk

Læs flere pressemeddelelser fra DADES

DADES.dk bruger cookies

Vi bruger cookies på DADES.dk til blandet andet at indsamle statistik.

Du kan altid slette gemte cookies ved at anvende de avancerede indstillinger i din browser.

Acceptér alle cookies